logo
Chr. Richardtsvej 45 · 4760 Vordingborg · Tlf.: 5536 5500 · Fax: 5536 5572 · EAN: 5798 000 558 458 · CVR: 29 55 42 77

Blog-tags

Rektors Blog
Velkommen til 1g og 1hf Udskriv Email

Velkommen til alle jer der begynder i 1g og 1hf i august 2010

Jeg ved at det for mange af jer føles som en stor overgang – og det er det også!
Så vi har forberedt os godt på mødet med jer.
Vi ved at mange af jer har lang vej til skole. Flere af jer bruger adskillige timer i bus for at komme til skole. Det har vi stor respekt for.
Mange af jer har måske nok hørt historier om os på forhånd. I tror måske, at I drukner i lektier, at alt drejer sig om karakterer, at der er hård konkurrence.
Sådan er det nu ikke. Om kort tid vil I sige til hinanden – eller tænke – nå, det er jo ikke så slemt.
Vi starter lidt blødt, for I skal lige vænne jer til en ny skole.
I får meget at lave, men vi hjælper jer med at sætte det i system og med at vejlede jer i, hvordan I griber det fornuftigt an.
Vi ved godt, at det ikke altid er nemt at begynde på noget nyt, så vi skal nok mildne overgangen.
Til gengæld skal I love at fortælle mig det, hvis I synes det vokser jer over hovedet indimellem.

Selvfølgelig får I også fritid, og det skal I have. Selvfølgelig er dagene andet end forberedelse og lektioner.
I år sætter vi f.eks. en musical op, og der bliver brug for ca. 100 elever – ja, hver 6. elev på skolen – til at medvirke, og det tager en del tid. I skal også have tid til den slags.
I kan deltage i mange aktiviteter efter den normale undervisningstid: Musik arrangerer kor, orkester og bands – og mange elever fra 2-3g og 2hf spiller i bands, de selv har dannet, og de kan bruge vores øvelokaler i musik efter skoletid.
Vi har en huskunstner i billedkunst, som nogle eftermiddage i løbet af året kan inspirere jer til at udfolde jeres talenter nogle eftermiddage i løbet af året.
Og idræt tilbyder flere former for idræt og sport efter skoletid
Dét skal der også være tid til.
Og der skal være tid til alt det andet, I laver.

I får en masse praktiske oplysninger, men det hører I klassevis, for om to timer kan I ikke huske mere end højst halvdelen af dét, jeg skriver her. Men bare én ting til: I får alle en klasselærer – det hedder en teamleder hos os – som I altid kan tale med (ja, I kan selvfølgelig tale med alle).
Og så er der alle os på kontoret. Vores vigtigste opgave er at sørge for jer, så I kan altid kigge ind og træffe indtil flere af os. Jeg selv vil hellere end gerne, for jo flere jeg kommer til at tale med i den kommende tid, jo flere kender jeg jo.

I er ikke alle ens, og jeg vil gerne byde hf velkommen specielt. Der kommer 7 1g-klasser og 2 1hf-klasser. I skulle nødigt føle jer som et mindretal, der ikke kommer til orde. I jeres hf-klasse er der meget større variation end i 1g. Nogle af jer kommer fra 10.kl, andre har lavet noget helt andet end at gå i skole uafbrudt, så I er meget forskellige. Det er meget stimulerende, og I kan lære en masse af hinanden – og om hinanden. I skal se forskelligheden som en fordel. Og vi – jeres lærere – ser også forskelligheden som en styrke.

I skal alle sammen have indflydelse på skolen, og derfor bliver I også præsenteret for elevrådet senere i klasserne. I skal i alle klasserne vælge repræsentanter til elevrådet, så I er sikre på at blive hørt og på at få indflydelse.

Den første uge er introduktion til skolen, så I kommer godt i gang, og efter denne uge vil I allerede føle jer hjemme.

Buskort: Nogle af jer har ikke fået buskortet til tiden, ved jeg. Køb busbilletter, indtil I får kortet, og gem billetterne, så vil I få dem refunderet. Hvis det bekymrer jer, så kig ind på kontoret. Vores ekspert på bustransport hedder Leni. Kom og spørg..

Og endelig en lille praktisk oplysning: Rygning er ikke tilladt på skolen. Heller ikke udendørs. I må kort sagt overhovedet ikke ryge, hverken på P-plads, de grønne arealer, I skoven bag ved skolen. I skal helt ud på Chr. Richardtsvej: den er nemlig ikke vores. Så hvis I ryger, så kan I ligeså godt holde op, og ryger I ikke, så kan I lige så godt lade være med at begynde.
Lige med problemet rygning er vi meget restriktive, først og fremmest fordi I lever længere ved ikke at ryge. Og når vi nu kender hinanden allerede, så vil jeg også gerne være med til at holde jer i live, så I får et godt liv, også efter jeres liv her på skolen.

For resten har vi i sommerferien installeret mekanisk ventilation i alle lokalerne, så I vil ikke komme til at sidde i beklumrede lokaler med dårlig luft.

Velkommen

Ib Brøkner Christiansen
rektor

 
Der er ikke for mange elever i gymnasiet Udskriv Email

Flere nyhedsmedier har bragt den nyhed, at landets rektorer mener, at der lukkes for mange unge ind på deres skoler. Senest kan man læse det i Jyllandsposten søndag 13. juni.
Det er tre storkøbenhavnske rektorer, der åbenbart synes, at mange af deres elever ikke er gode nok. Det er temmelig rystende, at der er gymnasierektorer, der ved så lidt om uddannelsesforholdene udenfor Storkøbenhavn.

På Vordingborg Gymnasium & HF er der ikke elever, som jeg helst ville undvære, fordi de ikke er motiverede, eller fordi de ikke gider. Mange elever rejser langt hver dag for at komme i skole, og vores elever arbejder på at få så gode resultater som muligt.

Når nogle af vores elever mister modet og selvtilliden, så er det naturligvis lærernes og min opgave at genoprette tilliden og give eleverne det, der skal til. Vi kan ikke bare trække på skulderen og lade dem sejle deres egen sø og så oven i købet mene – offentligt endda – at de aldrig skulle være kommet.

Mange af vores unge i Vordingborg oplever mange flere hindringer for at få en ungdomsuddannelse, end tilfældet er i visse områder i Storkøbenhavn. Nogle københavnske gymnasier ligger i kvarterer, hvor borgerne generelt har sikre stillinger med gode indtægter og med lange uddannelser bag sig. På sådanne gymnasier bekymrer man sig måske ikke så meget om de unge fra familier, som tilværelsen ikke har forkælet så meget.

Jeg synes, man svigter et samfundsmæssigt ansvar ved at føre sig frem med så eksklusive synspunkter: At der lukkes for mange unge ind på gymnasierne. ”Gymnasierne skal uddanne fremtidens jurister og læger,” udtaler rektor for Frederiksberg Gymnasium. Nå! Hvad med fremtidens sygeplejersker, lærere, pædagoger, laboranter, fysioterapeuter, socialrådgivere og alle dem, der senere ansættes i det private erhvervsliv? En offentlig skole har et samfundsmæssigt ansvar, og enhver ung har ret til at søge den uddannelse, som giver de muligheder, man ønsker sig, uanset social status og familiemæssig baggrund.

Det er positivt, at regering og folketing har sat en målsætning for, at flere skal have en ungdomsuddannelse. Den målsætning skal vi naturligvis leve op til og ikke tage modet fra de usikre på forhånd.

Ib Brøkner Christiansen
Rektor

 
9 nye klasser næste skoleår Udskriv Email

Ansøgningerne om optagelse i gymnasiet – stx og hf – strømmer ind i disse dage. Vi kan glæde os over at de nye studieretninger, hvor henholdsvis bioteknologi, idræt og psykologi tegner hver sin studieretning, ser ud til at få god søgning. Og vi kan notere os at de studieretninger vi har udbudt i flere år, også efterspørges.

Vi kan glæde os over at der er god søgning til hf. Selvom ansøgningsfristen var 15. marts, vil det stadig være muligt at søge om optagelse. Det er ikke lige nemt for alle at træffe det rigtige valg, så vi har altid forståelse for at det kan være svært at nå søgefristen.
Hvis det er rigtig svært at finde ud af hvad der er det rigtige valg, så kan enhver henvende sig til skolen og få vejledning. Jeg tror på at en ungdomsuddannelse er det bedste grundlag for et tilfredsstillende arbejde og et godt liv i samfundet. Og det skader ikke at få et godt råd fra én som er meget engageret i uddannelser. Det er meget vigtigt for mig personligt at være med til at hjælpe så mange som muligt til at træffe det rigtige valg.

Vi ansætter et antal nye lærere i det næste skoleår. Mange vil søge stillinger hos os: Dels har vi mange ressourcer og gode arbejdsvilkår, dels ligger Vordingborg Gymnasium & HF i et attraktivt område. Vi forventer derfor igen i år at få mange ansøgninger til de ledige stillinger. Vi har god erfaring med at nye lærere finder sig godt til rette på skolen og i Vordingborg. Og det gavner jo undervisningen, som er selve fundamentet for vores virksomhed. Og det medvirker naturligt til at bringe en stadig fornyelse ind i skolen.

 
Vores skole - din fremtid Udskriv Email

Vi har som skole tegnet vores egen profil. Vi har beskrevet hvordan vi ser os selv, hvad vi kan og hvad vi gør. Vi evaluerer løbende os selv for til stadighed være opmærksomme på hvad vi kan gøre bedre. Det er et spørgsmål om at måle kvaliteten, og det er et spørgsmål om at få øjnene op for hvad der kan gøres på en endnu mere hensigtsmæssig og gennemskuelig måde. Vi skal bruge ressourcerne på undervisning og vejledning, så vi skal sørge for at administration og ledelse giver lærer og elever mulighed for at koncentrere sig om det faglige og sociale samvær. Tre år i gymnasiet eller to år i hf skal både være en uddannelse og en livsform. Man skal helst kunne lide at gå i skole hos os. Det skal helst være en fornøjelse at udnytte sine talenter – og talenter: det har alle. Vi skal bare i fællesskab finde dem og udnytte dem. Og dermed blive klogere. Det er dét vi er der for.

Det sociale miljø rummer tilbud der ikke direkte indgår i undervisningen, men som er med til at skabe rammerne for et liv på skolen, der giver gode betingelser for uddannelsen. Der er frivillige tilbud i f.eks. sport og musik. I dette forår har vi en kunstner i huset der om torsdagen kan få 30-35 elever til at producere kunst af en overraskende høj kvalitet. Og så er der selvfølgelig tilbud som mange andre skoler har: lektiecaféer, fester og først og sidst: et aktivt elevråd der sørger for at vi skaber de sociale rammer sammen med eleverne.
Når vi tegner vores profil, så giver vi oplysninger, som vi kan dokumentere. Læs vores profil, så kan du også se, at med dét fundament, så kan vi også gøre det vi vil: give vores elever en god skoletid med et godt udbytte og en god start i livet.

Profil for Vordingborg Gymnasium & HF

 
Åbent hus mandag den 25. januar kl. 19.00 Udskriv Email

Alle er velkomne denne aften. I får lejlighed til at se hvad vi kan tilbyde, tale med lærere og elever, vejledere og ledelse. Vi henvender os specielt til jer som har planer om at tage en ungdomsuddannelse. Hvad enten I overvejer det eller har besluttet, er det en god idé at kigge nærmere på os.

Vi tilbyder den almene gymnasieuddannelse (stx) og Højere Forberedelseseksamen (HF). Det der kendetegner vores uddannelser, er at de ikke stiler mod bestemte erhverv eller bestemte videregående udannelser. Vores uddannelser skal give et bredt grundlag for både lange og korte videregående uddannelser. De skal give vores elever et kvalificeret grundlag for et liv i både det danske og det internationale samfund. Og de skal give eleverne de bedste muligheder for et godt personligt liv.

I gymnasiet har vi et bredt udbud af studieretninger som I kan finde her på hjemmesiden. Der er naturvidenskabelige, sprogligt-humanistiske og samfundsvidenskabelige studieretninger; og der er en særlig musik-studieretning. For det kommende år udbyder vi to nye studieretninger: dels en retning med bioteknologi, dels en retning med idræt.
I HF får I fagpakker og tilvalgsfag som giver jer nogle af de samme muligheder.

Fælles for gymnasiet og HF er at der er en række fællesfag der sikrer bredden i uddannelsen. Alle skal have indsigt i både naturvidenskab og sprog, samfundsforhold og kultur. Og alle skal have idræt og et kunstnerisk fag. Sammen med de andre fag sikrer det en uddannelse der tilgodeser det hele menneske.

Det er ikke nok at udvikle hovedet. I skal lære at bruge mange forskellige udtryksmuligheder og lære at forstå og acceptere hinanden, hvis I skal opnå et harmonisk liv som veludviklede personligheder. Og I skal lære at forstå de samfundsmæssige og naturgivne forhold der bliver rammerne for jeres fremtid, så I kan være med til at sætte jeres præg på dem.

Skolen er mere end timer og fag. Det er vigtigt for en ungdomsuddannelse at der er et miljø som er med til at udvikle jer, og som det er sjovt at være i til daglig. Vi giver tilbud indenfor f.eks. sport og musik, vi planlægger en musical, og vi støtter jer i de mange ideer I selv har. Alt dette vil I også få et indtryk af når I besøger Vordingborg Gymnasium & HF mandag den 25. januar.

 
Glædelig jul Udskriv Email

Jeg vil gerne ønske alle en glædelig jul og et godt nytår.

Vi slutter kalenderåret af med juleboder tirsdag 22. december: dagen før dagen før juleaften.
Alle 1g- og 1hf-klasser laver boder hvor de etablerer restauranter i lokaler, der ellers bliver brugt til undervisning. De åbner kl. 18, og alle elever, forældre og tidligere elever er velkomne. Kl. 20 fortsætter aftenen med fest til live-musik i kantinen og lanciers i hallen.
Og så er det juleferie.

Den sidste måned før jul har været præget af større og mindre begivenheder.
30. november afholdt vi koncert i kirken i Vordingborg, hvor skolens forskellige kor og bands optrådte. En stor succes, som oven i købet har fremkaldt opfordringer til koret om at optræder andre steder.

De kunstneriske fag har afholdt en fælles præsentation af deres produktioner 7. december. Alle i 1g har et kunstnerisk fag, og eleverne vælger selv om de ønsker musik, mediefag, dramatik eller billedkunst, og fagenes elever har et naturligt behov for et publikum. Det sker jævnligt ved morgensamlinger i teatret gennem året, men 7. december samledes alle elever i 1g et par timer, hvor de præsenterede deres værker for hinanden, og en nedsat jury uddelte præmier.

Alle elever i 1g har valgt studieretning 1. december med henblik på studieretningsforløbets start 18. januar. Alle afgav et foreløbigt ønske om studieretning forud for optagelsen i 1g, men nu i slutningen af grundforløbet træffer eleverne det endelige valg. Næsten alle har fået deres ønske opfyldt. Vi kunne ikke oprette selvstændige studieretninger med henholdsvis tysk og fransk, da der desværre kun var få, der ønskede disse studieretninger. Dog får eleverne naturligvis disse sprogfag alligevel, blot ikke som studieretningsfag. Elverne får altså de fag de ønsker sig.
Vi må desværre konstatere at interessen for studieretninger med tysk og fransk er vigende, og det er en tendens overalt i landet. Vi må håbe tendensen ændrer sig, ellers vil Danmark i fremtiden komme til savne borgere der behersker flere fremmedsprog.

Alle elever i 3g og kursisterne i 2hf har i sidste del af december arbejdet på de større skriftlige projekter, som har været under forberedelse i efteråret. De afleveres til ekstern censur tirsdag den 22., umiddelbart før julefesten. Så bliver der en kort pause til forårets store projekter, som præsenteres og evalueres ved sommereksamen.

Vi nærmer os regnskabsafslutningen for 2009 og kan allerede nu konstatere udsigten til et tilfredsstillende overskud. Siden skolen blev selvejende i 2007 har vi haft en solid økonomi, der tillader os at opretholde og øge kvaliteten i undervisningen. Vi kan vedligeholde og opdatere fagenes samlinger og undervisningsmidler, lærernes efteruddannelse, og vi kan sikre os at eleverne kan få den vejledning, både kollektivt og individuelt, som kan give dem de bedst mulige resultater.
Og da vi i det kommende år skal købe skolens bygning af staten, så er den tilfredsstilende økonomi et rigtig godt grundlag for at sikre skolens fremtid. Jeg kan allerede nu sige, at den fremtid er sikret.

I 2009 blev der foretaget en landsdækkende undersøgelse af lærernes arbejdsvilkår på alle danske gymnasier. Man målte jobtilfredsheden, og vi fik det yderst tilfredsstillende resultat at lærerne på Vordingborg Gymnasium og HF havde den højeste grad af tilfredshed med jobbet. Vi blev fremhævet som Danmarks mest attraktive arbejdsplads blandt alle gymnasier. Når man er mere end almindelig tilfreds med sit arbejde, så bliver resultatet jo altid tilsvarende meget bedre. Vores formål er at give Vordingborgs elever og kursister den bedst mulige undervisning, så det er dejligt at kunne opfylde dette formål. Og så er det jo også godt for eleverne at deres lærere er glade, ikke?

 
Flere artikler...
«FørsteForrige12NæsteSidste»

Side 1 af 2